Tilsynets sammenfatning
En blæsende vinterdag var jeg på besøg i 2. klasse, hvor børnene to og to arbejdede med at beskrive selvvalgte
dyr. Jeg havde en fin samtale med to piger, der med billeder og tekst beskrev en dinosaur for mig. På et tidspunkt
ser den ene eftertænksomt på mig (for hende en fremmed, ældre mand) og siger: “du må da have set
dinosaurusser, da du var barn”.
Ja, så bliver man igen mindet om, hvor skønt det er at arbejde med børn!
Det er nu ikke svært at blive glad, når man besøger Forberedelsesskolen for at føre tilsyn. Der er en umiddelbar
familiær stemning overalt, og især det relationelle forhold mellem elever, mellem elever og ansatte samt mellem
personale generelt, er det, som bedst kan beskrive stemningen. Ved overværelsen af undervisning og ved samtaler
med lærere er det tydeligt, at værdier som respekt, omsorg, fællesskabsfølelse er helt naturlige ingredienser i det
pædagogiske virke. Generelt møder jeg lærere, der har et dybt kendskab til den enkelte elev, hvilket er
grundlæggende for at lykkes med at hjælpe barnet såvel fagligt som på det personligt udviklende plan.
Jeg møder stor åbenhed fra alle ansatte i forhold til min opgave med at føre tilsyn. Nem adgang til relevant
materiale samt kvalificerede samtaler om pædagogiske tilgange og udførelse bekræfter mig i et højt fagligt niveau
generelt. Gennemgang af indholdet i en række tilfældigt udvalgte undervisnings-/årsplaner er fuldt ud
tilfredstillende. Skolens undervisningsmaterialer er tidssvarende og af god kvalitet.
Skolen har flere elever med anden herkomst end dansk, og også her er det dejligt at se, hvordan integrationen
lykkes fint. For at fremme disse børns forældre med bedre mulighed for at følge med og sætte sig ind i skolens
samlede tilbud, er hjemmesiden foreløbigt oversat til tyrkisk og russisk. En engelskversion er ligeledes planlagt.
Også dette skoleår har været præget af restriktioner, som har i perioder har påvirket hverdagen på skolen. Flere
traditioner, morgensamlinger og forløb på tværs af skolen har været umulige at gennemføre. På personalesiden
har det medført mindre mødeaktivitet generelt, og i skrivende stund (januar) handler det om at få skoledagene
afviklet så godt som muligt, da mange børn er hjemme isolation. I stort set alle besøgte klasser fik jeg set, hvordan
undervisningen forløb uden problemer med tilstedeværende elever kombineret med elever, der fulgte timen på
PC hjemmefra.
Jeg har talt med en del tilfældige elever i frikvarterssituationer samt afholdt et møde med repræsentanter fra
elevrådet. Alle giver udtryk for deres glæde ved at gå på skolen. De omtaler lærerne med stor respekt, og de
udtrykker samstemmende, at relationen til deres lærere er tæt og tillidsfuldt. Elevtrivslen er generelt høj, og der
omtales meget få konflikter elever imellem og decideret mobning bliver ikke nævnt af eleverne.
Jeg kan stå inde for, at undervisningen på skolen er veltilrettelagt, varieret og differentieret. Den forestås af
kompetente lærere, som både har øje for sociale relationer og fagligheden. Jeg oplever en nærværende og
kompetent ledelse, der har stort kendskab til det pædagogiske virke overalt på skolen.
Skolen forbereder eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre. Skolen udvikler og styrker elevernes
demokratiske dannelse samt kendskab til og respekt for de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. Skolens samlede undervisningstilbud står så rigeligt mål med, hvad der forventes i folkeskolen.
Tilsynets sammenfatning
Skoleåret 2020/21 har selvfølgelig været præget af nedlukning, restriktioner og onlineundervisning.
Mit fysiske tilsyn på skolen var ligeledes under indflydelse af dette, hvilket betød relativt korte klassebesøg på god afstand af elever og personale. Jeg har besøgt stort set alle klasser, der var fysisk til stede, haft samtaler med enkeltelever, elevrødder, lærere samt ledelsen.
Hjemmesiden og personaleintra har været besøgt ved flere lejligheder, ikke mindst for at tilse undervisningsplaner/årsplaner, trivselsundersøgelse, karakterer etc.
Det er altid en fornøjelse af besøge skolen. Der herskede, på trods af epidemien/restriktioner, den vanlige afslappede og rare stemning på skolen. Både ved selvsyn og ved samtaler kan jeg konstatere, at såvel elever som personale stortrives. Eleverne er generelt meget glade og nysgerrige, og ved spørgsmålet: “er I glade for jeres skole” – kommer svaret prompte: JA!
Personalet møder mig med åbent sind, stor gæstfrihed og med lyst til at fortælle om skolen og deres pædagogiske virke. Lærerne er grundigt forberedte og har klare mål for elevernes aktiviteter og udbytte. Ved mit tilsyn var 5.-10. klassetrin netop vendt tilbage efter en lang periode med hjemmeundervisning, og det var en fornøjelse at se, hvor glade de var for at gense hinanden og atter at modtage den fysiske undervisning. Jeg havde mange samtaler med især elever på 8. og 9. årgang om deres syn på den lange periode med hjemmeundervisning. Alle adspurgte elever roste lærerne for deres indsats, og de følte på ingen måde, at de led et læringstab bortset fra fag, der ikke umiddelbart egner sig til online undervisning.
Afsavnet af social kontakt var entydigt og desværre noget traumatisk for nogle. Under et møde, jeg havde med to elever fra elevrådet, kom dette tydeligt frem. Eleverne fortalte i den sammenhæng, at lærerne har stor fokus på den enkelte elevs trivsel, så fjernundervisningen ikke alene handler om faglighed, men i høj grad også om fravær af social kontakt og trivsel generelt. Elevrådsformanden udtrykte nærmest taknemmelighed, da hun formulerede, at hendes klasselærer var opmærksom på elevernes mentale helbred. Skolen har brugt programmet Teams til fjernundervisning under nedlukningen. Alle lærere oprettede Teams for deres fag, hvilket gav mulighed for planlægning af videolektioner, afleveringer, gruppearbejde med mere. Teams har fungeret som videoplatform og som virtuelt klasseværelse. Det er mit indtryk, at jo ældre eleverne er, jo nemmere er det for lærerne at gennemføre denne undervisningsform.
Under mit tilsynsbesøg fik jeg et fint indblik i fjernundervisning, da jeg blev koblet op på Teams med 8b i matematik. Interessant at se, hvor effektiv denne undervisningsform er. Eleven kan koncentrere sig fuldt ud med “tavlen” tæt på og ingen forstyrrelser omkring sig til afledning. Jeg havde en samtale med en gruppe drenge, som gav udtryk for, at de profiterer af fjernundervisning, da de bedre kan koncentrere sig. Det bliver interessant at se, om metoder afledt af nedlukning, vil blive anvendt i fremtiden under helt normale forhold?
Skolen har efter flere års forberedelse og udfordringer hermed, indviet en helt nyopført skolebygning, der rummer 8.-10. årgang. Der er tale om et velgennemtænkt skolebyggeri, der har givet skolen et gevaldigt løft i forhold til plads både til de fem klasser i bygningen, men også til alle andre klassetrin, der har fået større albuerum i den gamle bygning. Det sparsomme udeområde/skolegård er ligeledes vokset, da tagetagen på den nye bygning er udformet som et delvist åbent område med boldaktivitet og plads til at hænge ud i pauserne. En klar forbedring af skolens udeområder, der er meget begrænset og typisk for en byskole.
Skolen vil de kommende år lave en ombygningsplan for “den gamle bygning”, så især faglokaler og kreative undervisningsrum får et løft. Traditioner, fællesskab, musik er en meget stor del af skolens dna. Et skoleår med nedlukning og diverse restriktioner sætter desværre disse aktiviteter ud af spil. Forhåbentlig kan skolen se frem til et normalt skoleår fra august.
Afslutningsvis kan jeg atter konkludere, at skolens samlede virke står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen – godt og vel.
Se hele tilsynserklæringen ved at trykke på linket herunder.
Tilsyn 2020-21
Tilsynets sammenfatning
Jeg har haft fornøjelsen af at føre tilsyn på skolen fire skoledage i dette skoleår. Overalt på skolen bliver man mødt af smilende børn og et gæstfrit personale. Skolen beskriver i dets værdigrundlag, at der er fokus på at skabe en dagligdag præget af tryghed og tillidsfuldhed med en særlig fællesskabs-ånd, hvor alle kender hinanden og føler et socialt ansvar. Ord, som de fleste skoler formulerer på forskellig vis, men ikke nødvendigvis kan leve op til.
På Forberedelsesskolen er elevtallet af en størrelse, så det rent faktisk kan lade sig gøre. Jeg oplever ved selvsyn og ved samtaler med ansatte og børn, at trivselsbarometeret står højt, og at skolens værdier udleves, ikke bare i ord, men i handling. Trivsel står altså højt på dagligdagens agenda, hvilket jeg klart fornemmer ved tilsynet, men også ved samtaler med undervisningspersonale og ikke mindst ved min samtale med repræsentanter fra elevrådet.
De to elever fortæller, at de føler sig set af lærerne, at der bliver grebet ind, hurtigt og professionelt, når elever mistrives – enten på grund af private problemer eller af sociale grunde blandt elever. Ved mine samtaler med skolens ledelse om netop dette emne, er det ligeledes min opfattelse, at fokus på den enkelte elevs trivsel og mulighed for et godt skoleliv er af høj prioritet. Skolens størrelse er her medvirkende til, at iagttagelsen af mistrivsel i givet fald har gode kår. Skolen har en gennemtænkt og stringent mobbepolitik med en tydelig og enkel plan for den indgriben/indsats, der kræves ved varige krænkelser. Mit møde med elevrådsformanden med 10 års erfaring på skolen og med næstformanden med tre års erfaring gav mig et fint og nuanceret indblik i skolen, såvel fagligt som socialt, set i elevperspektiv.
De beskriver skolen som overskuelig med et tæt og godt fællesskab, hvor alle mere eller mindre kender hinanden. De føler, der er et højt fagligt niveau, ikke mindst næstformanden, der udtalte sig på vegne af de elever, der er kommet til i årenes løb, primært i den hvert år nydannede 7. klasse. Dette bekræftes af mit møde med netop den 7. klasse, der i august blev dannet af nytilkomne elever, der kommer fra flere forskellige skoler i Randers og omegn. De er alle glade for skoleskiftet, og de fokuserer specielt på det faglige niveau og ro i timerne. De udtrykker også tilfredshed med, at der ikke er så mange ordensregler, men at der er tydelig konsekvens, når elever ikke opfører sig ordentligt. Elevrødderne fortæller endvidere, at lærerne interesserer sig for eleverne, selvfølgeligt professionelt, men at de faktisk udstråler personlig interesse.
De beskriver undervisningstimerne som gode og de understreger, at der er ro i timerne. Da jeg spørger eleverne om deres syn på mulighederne for alle til at lære, svarer de uden tøven, at de synes, alle får nødvendig hjælp og udfordring. Det gælder dem selv personligt (jeg har et klart indtryk af, at de begge er fagligt stærke), og det gælder også for elever med faglige problemer. Deres udsagn er en positiv bekræftelse på, at den i skolens værdigrundlag beskrevne fokus på alsidig og varieret undervisning bærer frugt i den pædagogiske hverdag. Eleverne giver ligeledes udtryk for, at de har mulighed for at tilegne sig forskellige udtryksformer og bliver trænet i kritisk problemløsning i samarbejde med andre.
Ved mine tilsyn kan jeg kun bekræfte, at timerne generelt er vel tilrettelagte, og at der er et roligt og godt arbejdsmiljø. Elevrådet har i indeværende skoleår haft fokus på klima/miljø. Det har blandt andet ført til, at der ikke længere anvendes engangbestik af plastik i skoleboden. Et ønske, som elevrådet fremlagde på et skolebestyrelsesmøde, der nu betyder, at elever selv medbringer bestik. Jeg har gennemgået et tilfældigt udvalg af lærernes undervisningsplaner og drøftet indhold og tilblivelse med enkelte lærere. Planerne er at finde på skolens hjemmeside og bliver fremlagt på forældremøder. Alle udvalgte undervisningsplaner indeholder tilfredsstillende indhold set i forhold til Fælles Mål.
Ved samtaler med udvalgte lærere får jeg indtryk af en skole med stor autonomi, baseret på tillid mellem faggrupper/ledelse. Flere lærere udtrykker stor tilfredshed med, at de oplever stor frihed under ansvar, og jeg møder kun personale, der er glade for og stolte af deres arbejdsplads. Med ledelsen har jeg drøftet undervisningsdifferentiering – specialundervisning og fokus på fagligt stærke elever. I begge ender ser jeg skolen give tilstrækkelige udfordringer.
Blandt andre emner kan nævnes elevdemokrati, elevtrivsel og personaletrivsel, rummelighed primært omhandlende drenge, undervisningsplaner, værdigrundlag, skolens fysiske rammer m.m. Jeg oplever en ledelse, der tæt på alle elementer i skoledagen, og som tillidsfuldt giver den enkelte medarbejder plads til udfoldelse. Slutteligt kan jeg konstatere, at skolen lever op til, hvad der forventeligt sker i Folkeskolen – godt og vel!
/Bent Gangelhof
Tilsynsførende
Se hele tilsynserklæringen ved at trykke på linket herunder.
Tilsynserklæring 2019/20
Tilsynets sammenfatning 2019
Som erfaren skolemand skal jeg kun opholde mig ganske kort tid på lærerværelset/personalestuen for at fornemme, ikke bare den umiddelbare stemning mellem de ansatte, men ganske enkelt om det er en velfungerende skole. De ansatte, jeg har mødt, er glade for deres arbejdsplads og de nyder fællesskabet. Denne glæde spreder sig meget tydeligt til klasseværelserne og til samværet med børnene. Overalt hersker en afslappet og rolig stemning. I skolegård, på gangene, i timerne.
Ved interviews med lærere får jeg klart indtryk af personaletrivsel, hvor alle ses og høres. Jeg oplever dedikerede undervisere, der er ambitiøse på deres elevers vegne. Jeg havde fornøjelsen at besøge en nydannet 7. klasse uden at deres lærer var tilstede. Eleverne kommer fra 7-8 forskellige skoler med meget forskellige skoleerfaringer i rygsækken. Eleverne fortalte, at det havde været en stor udfordring at starte på Forberedelsesskolen. Tilvænning til ny skolekultur og nye relationer i en nysammensat klasse var for de fleste et kæmpeskridt at skulle tage. Efter nogle måneder (december) udtrykker alle stor glæde ved klassen og trivslen er høj.
De beskriver skolen som rigtig god. Lærerne får ligeledes topkarakter. Flere lektier end de har været vant til og alle er enige om, at de lærer meget mere, end de gjorde på deres respektive tidligere skoler. Endelig nævner de, at der er meget mere ro i timerne. Afslutningsvis kan jeg konkludere, at skolens samlede undervisningstilbud til fulde står mål med, hvad der almindeligvis forventes i Folkeskolen.
/Bent Gangelhof
Tilsynsførende
Se hele tilsynserklæringen ved at trykke på linket herunder.
Tilsynserklæring 2018-19
Forberedelsesskolen er en privat grundskole med et spor i 0.- 6. klasse, to spor i 7.- 9. klasse og en 10. klasse med fokus på Adventure og Development.
Hvert år laver vi en ny 0. klasse, 7. klasse og 10. klasse.