Mobilpolitik på Forberedelsesskolen

Forberedelsesskolen vil i et samarbejde mellem forældre, elever og ansatte skabe en skole, hvor mobiltelefoner og digitale medier ses som naturlige kommunikationsværktøjer i elevernes hverdag. Vi ønsker at fremme dannelsen af god, fornuftig og tidssvarende mobiltelefonkultur, hvor vi ser positivt og anerkendende på tilgangen til brugen af mobiltelefoner og de muligheder, disse giver.

Formålet med politikken er desuden at hjælpe børnene med at få skabt nogle pauser fra udefrakommende impulser, for derfor at lave et styrket læringsmiljø.

Forberedelsesskolen har derfor en tydelig og kendt mobil- og netetik for 0.-10. klasse samt et regelsæt for anvendelsen af mobiltelefoner, tablets mv. i både undervisningen og pauserne.

Vores mål med mobilpolitikken er at undgå at mobilen blive en genstand, der har negativ indflydelse på børnenes sociale udvikling – men samtidig vil vi ikke underkende mobiltelefonernes sociale funktion i nutidens børne- og ungdomskultur.

Digital dannelse

I forbindelse med anvendelsen af mobiltelefoner, smartwatches, tablets og andre digitale medier gælder det for Forberedelsesskolen:

  • at vi vil fremme dannelsen af en god, fornuftig og tidssvarende mobiltelefonkultur ved, at der sættes kontinuerligt fokus på brugen af digitale midler og net-etik i undervisningen på alle årgange
  • at mobiltelefoner kan indarbejdes og bruges som et effektivt læringsredskab i undervisningen
  • at vi vil give eleverne en digital dannelse, hvor der som en naturlig del af undervisningen arbejdes med opførsel, digitale spor, kildekritik mm.

Regler for anvendelsen af mobiltelefoner og digitale medier

0.-2. klasse:

Brug af mobiltelefoner, iPads og lign. er ikke tilladt i skoletiden – dette gælder både timer, frikvarterer og i SFO. Hvis en elev har et særligt behov for at medbringe en mobiltelefon, skal den være slukket og ligge i tasken. 

3.-7. klasse:

Brug af mobiltelefoner, iPads og lign. er ikke tilladt i skoletiden. Hver klasse har en kasse til mobiltelefoner. Mobiltelefonerne afleveres ved skoledagens begyndelse – i slukket tilstand – og udleveres igen ved skoledagens afslutning.

(Hvis eleven går i SFO gælder samme regler som 0. - 2.kl. i SFO tiden)

Mobiltelefonen kan naturligvis tages i brug, hvis undervisningen kræver det.

8.-10. klasse:

Brug af mobiltelefoner, iPads og lign. er ikke tilladt i timerne, til læsebånd og til morgensang. Hver klasse har en kasse til mobiltelefoner. Mobiltelefonerne afleveres ved timens begyndelse – i slukket tilstand – og udleveres igen ved timens afslutning. Vi anbefaler dog, at eleverne har disse slukket i frikvartererne også. Lærerne kan til enhver tid indføre mobilfri pauser.

Mobiltelefonen og tablets kan naturligvis tages i brug, hvis undervisningen kræver det.

7.-10. klasse:

Eleverne har rådighed over deres medbragte pc hele dagen, og de har selv ansvaret for den. 

Hvis reglerne brydes

Hvis reglerne ikke overholdes, inddrages mobiltelefon/smartwatch med besked om, at den kan hentes på kontoret eller hos læreren, når skoledagen er slut.

En elevs u-etiske brug af mobiltelefonen eller digitale medier meddeles hjemmet af ledelsen

Det er forældrenes ansvar, hvis barnet medbringer mobiltelefon eller andre digitale medier. Skolens forsikring dækker ikke i forbindelse med ulykke eller skade.

Etiske regler for brug af mobiltelefoner og digitale medier på Forberedelsesskolen

Specielt til børnene:

  • Tænk dig om, når du bruger din mobiltelefon i skolen.
  • Brug ikke nedsættende/ diskriminerende, hånende sprogbrug om andre eller til andre. Det er mobning.
  • Send ikke trusler til andre - det er strafbart, og det er mobning.
  • Lad dig ikke fotografere/optage, hvis du ikke er helt sikker på, hvad billedet eller filmen skal bruges til.
  • At enkelt personers brug af mobiltelefoner på skolen skal være velbegrundet og kendt for omgivelserne.
  • En person på et billede kan altid kræve billedet slettet.
  • Billeder med personer på må ikke lægges på internettet, medmindre personernes forældre har givet skriftlig tilladelse til det.
  • Lad være med at bruge mobiltelefonen til at løse konflikter i skolen. Prøv altid selv at løse konflikterne.
  • Kontakt en voksen på skolen, hvis der er brug for det. Ring ikke til din mor eller far.

Specielt til forældrene

Det er vigtigt, at man som forældre overvejer, hvornår og hvorfor barnet skal have en mobiltelefon med i skole. Vores anbefaling er, at en mobiltelefon primært skal være en hjælp i forhold til transport til og fra skole, hvilket også er retningsgivende for, hvornår barnet har brug for en mobiltelefon – nemlig når barnet skal til at klare skolevejen alene.

Hvis I forældre har behov for at ringe til jeres børn i skoletiden, kan I ringe til kontoret.

Mobiltelefonen er ikke nødvendig for at skabe venskaber, selvom det i dag kan komme til at lyde sådan, og den kan også være en hæmsko i forhold til nærvær i samværet.

Hvis dit barn ringer til dig i skoletiden om en konflikt, hjælper du bedst ved at opfordre til, at de selv prøver at løse konflikten, eller at de kontakter en voksen på skolen.

Begynd ikke at løse konflikten for dit barn. Personalet på skolen, SFO har den faglige kompetence til at vurdere den enkelte situation og eventuelt deltage i afhjælpningen af den.

Det kan være meget vanskeligt som forældre at hjælpe på en god og konstruktiv måde, når man kun har hørt om en konflikt fra den ene part og kun har hørt om den via telefonen.

Stol på, at dit barn med de professionelle voksnes hjælp kan klare problemet.

Skolen vil altid kontakte dig, hvis der er behov for det.