Adventure & Development

10. klasse

På Forberedelsesskolen giver vi dig mulighed for at tage en 10. klasse, både med de obligatoriske fag som matematik, dansk og engelsk, men også med det populære fag, Adventure & Development, som er fyldt med spændende oplevelser.

Som noget helt særligt tilbyder vi Adventure & Development som et heldagsfag. Det betyder, at vi hver uge kan tilbyde én hel dag med fysiske oplevelser som fx dykning og klatring, hvis formål er at udfordre dig og sætte nye standarder for, hvad du selv troede var muligt. På den måde vil du konstant udvikle dig i løbet af 10. klasse.

Sideløbende med de fysiske oplevelser vil du i klasseværelset blive udfordret på dine synspunkter og arbejde med mentaltræning, psykologi, coaching-workshops, internationale problemstillinger og meget andet.

Et år der udfordrer og udvikler dig!

Fællesskab og højt fagligt niveau

Du vil få en hverdag, hvor du indgår i et stærkt fællesskab med dine klassekammerater. Vi har stor fokus på alle elevers læring og trivsel og prioriterer et højt fagligt niveau i alle fag. Vores lærere er dygtige og engagerede, og som elev vil du opleve, at lærerne er dine medspillere. Når du begynder som ny i vores 10. klasse, kan du være sikker på, at lærerne tager rigtigt godt imod dig. Det samme gælder de nuværende elever på skolen, som glæder sig til at få nye klassekammerater. Sammen vil I skabe et fedt ungdomsfællesskab.

IT og udstyr

I 10. klasse skal du medbringe din egen computer, da meget af undervisningen i dag foregår digitalt. Kravene til elevernes IT-kompetencer bliver generelt højere, hvorfor vi i høj grad integrerer IT i den daglige undervisning. Eleverne er automatisk tilknyttet skolens Office365-abonnement, så længe de er elever på skolen. Eneste krav er derfor en computer (PC eller Mac), der kan køre Office-pakken.

Undervisningstimer

FagTimetal
Dansk7 timer
Matematik6 timer
Engelsk4 timer
Tysk4 timer
Fysik & Kemi3 timer
Adventure & Development 8 timer
  
I alt:32 timer

Adventure & Development vil ruste dig til at træffe vigtige valg i forhold til fremtiden og give dig modet og værktøjerne til at sætte dig udfordrende mål – og selvfølgelig nå dem.

Oplevelser

– der rykker dine grænser

  • Dykkercertifikat
  • OCR-løb
  • Militær forhindringsbane
  • Klatring
  • Mountainbike
  • Studietur til Malta
  • Skitur til Østrig

Forløb 

– perspektiv & refleksion

  • Fitnessforløb og træningsprogram
  • Real Life Counterstrike
  • Etikforløb
  • Mål og målsætninger
  • Motivation og opgaveskrivning
  • Innovation og strategi

Dykkercertifikat

Drømmer du om et dykkercertifikat? På Forberedelsesskolen kan din drøm gå i opfyldelse, så du kan gå på opdagelse i den eventyrlige verden, der venter dig under vandet.

I 10. klasse lægger vi nemlig ud med et længere dykkerforløb, som er med til at skabe et helt særligt sammenhold fra dag ét. I forløbet lærer du – i et anderledes og udfordrende element – dig selv og dine grænser at kende i fællesskab med dine klassekammerater og erfarne instruktører. Som oftest starter alle fra samme udgangspunkt, og I vil blive klædt godt på med teoretisk viden, men får også prøvet dykkerudstyret af i praksis.

Du får mulighed for at uddanne dig til Open Water Diver gennem PADI, og du vil med et sådant dykkercertifikat kunne færdes trygt og sikkert under vandet – og dykke overalt i verden til en dybde af 18 meter. Du er således klar til at udforske det rige dyre- og planteliv, der gemmer sig under overfladen – også i lang tid efter dit år på Forberedelsesskolen.

Fitness

I vores fitnessforløb lægger vi stor vægt på, at du lærer, hvordan man arbejder med egne personlige målsætninger, og vi guider dig igennem udarbejdelse af både træningsprogrammer og målsætningsstrategier.

Du vil blive udstyret med et to måneders-medlemskab til et lokalt fitnesscenter, hvor der både vil være fællestræning og mulighed for individuel træning udenfor skoletid.

Med vores fitnessforløb bliver du i stand til at designe et træningsforløb, der passer specifikt til dig og dine ønsker.

Real Life Counterstrike

Har du også altid drømt om at prøve kræfter med CS i virkeligheden? Vi giver dig muligheden, når vi efter mørkets frembrud omdanner skolen til en slagmark og startskuddet til vores Real Life Counterstrike sender hundredvis af Nerf Gun skud gennem luften.

Vi går all-in i alt, hvad vi gør, og dette forløb er ingen undtagelse. Der bliver grint, skudt og kæmpet, når vores episke Real Life Counterstrike løber af stablen.

OCR-løb

Der bliver kæmpet med blod, sved og tårer, når vi kaster os ud i OCR-løb. Holdånd og modet til at flytte sine grænser er i højsædet, når vi deltager i OCR-løb, som fx Randers Harbour Challenge og Run for Fun i Sprækkebjerg.

Oplev hvordan fællesskabet kan være med til at løfte dig til nye højder og suset i maven, når du bryder din mentale overligger ved fx at svinge dig ud i Randers Havn fra flere meters højde.

Studieture

Malta - All-in på vandsport, sol og socialt samvær

Er du til vand, varme og vilde oplevelser, så kan du godt glæde dig til vores studietur, som går til den skønne middelhavsø, Malta. Turen varer cirka 5 dage, hvor vi hygger os og udforsker øen, som byder på både spændende historie og fantastisk natur.

Her springer vi fra klipper, tager på snorkletur i det klare vand, hiker, er på et fantastisk boat cruise til naboøen Gozo og meget mere. Der er fokus på at skabe stjernestunder og et stærkt socialt fællesskab med plads til alle.

Østrig – Store smil og adrenalinsus på ski i de østrigske bjerge

Når vi rammer de østrigske bjerge, er scenen i den grad sat til en perlerække af fantastiske oplevelser. Vi griner, hygger og udfordrer os selv på pisterne, hvor der blandt andet vil være mulighed for skiskole. Sjove øjeblikke fyldt med skiglæde, hvad enten du er nybegynder, letøvet eller en supererfaren skiløber.

Når vi efter en lang dag på ski stempler ind på vores hyggelige Gasthaus, står den på musikquiz, Forberedelsesskolens officielle Uno-mesterskab osv. En ægte Adventure-tur med plads til hygge, grin og mulighed for at prøve sig selv af i de vildeste omgivelser.

Ekstra fællestur – med overnatning

Vi arrangerer teambuilding-/afslutningstur, hvor alle vil blive udfordret på en krævende militærforhindringsbane. En sjov øvelse, hvor vi kæmper imod hinanden i forskellige teams. Der bliver på turen også tid til fælleshygge ved bålet og masser af andre sjove aktiviteter.

Brobygning & Praktik

Som en del af processen med at afklare hvilken ungdomsuddannelse du skal vælge efter 10. klasse, har vi på Forberedelsesskolen et brobygningsprojekt. Brobygningen indbefatter, at du i en uge skal deltage i et særligt tilrettelagt undervisningsforløb på en ungdomsuddannelse. Du vil også få muligheden for at komme i praktik.

Åbent hus og Info-aften

Hvert år inviterer vi alle interesserede elever og forældre til Åbent hus i løbet af efteråret, typisk i oktober eller november. Her fortæller vi om det generelle tilbud ved at gå i 10. klasse på Forberedelsesskolen.

I 2023 blev Åbent hus afholdt den 23. oktober – med stort fremmøde, interesse og spørgelyst. Var du forhindret i at deltage denne aften, så er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os for at høre nærmere om vores 10. klasse-tilbud.

Du er også velkommen til at møde op til byens fælles Info-aften om 10. klasse, hvor vi selvfølgelig er repræsenteret. Det foregår:

Kulturhusets Sal
Stemannsgade 2, Randers
Torsdag den 25. januar 2024
kl. 17:00 – 19:00

Indmeldelse og venteliste

Ønsker du at blive skrevet på venteliste til 10. klasse, kan det ske ved henvendelse til skolens kontor på telefon 86 42 07 40.

Du kan også komme på ventelisten ved at udfylde en elektronisk tilmeldingsblanket her.

Før optagelse vil vi invitere jer til en samtale, hvor klasselæreren og skolelederen deltager. Vi vil gerne møde jer, og samtidig får I mulighed for at danne jer et lidt bedre indtryk af skolen. Når I har haft et par dage til at tænke over tingene, taler vi sammen igen angående muligheden for optagelse i klassen.

Ved indmeldelse betales et administrationsgebyr på kr. 500,00.

Desuden vil der være en opstartsindbetaling på kr. 5.100,00, som betales forud. Der er mulighed for at dele denne betaling op i to rater efter aftale med skolens kontor. Når indbetalingen er registreret hos os, vil pladsen være sikret.

NB: Ved frafald refunderes skolepengene ikke.