Formelt

Formelt og faktuelt

Vi giver dig et hurtigt overblik over de mere formelle aspekter ved driften af Forberedelsesskolen.

Karakterer

Her kan du få et overblik over information om karakterer og socioøkonomiske referencer.

Tilsyn

Herunder finder du den seneste tilsynsrapport udarbejdet af nuværende tilsynsførende Hejin Andreasen, samt tidligere tilsynsrapporter udført af Bent Gangelhof.

Nedenfor kan du læse sammenfatningen fra seneste tilsynsrapport (2026):

Jeg har som tilsynsførende konstateret, at elevernes standpunkter i dansk, engelsk og matematik fuldt ud lever op
til, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Jeg har i alle klasser i de boglige såvel som de praktisk musiske fag
oplevet undervisning båret af stor faglighed og seriøsitet. Det er meget dygtige og velforberedte lærere.
Undervisningens tilrettelæggelse er præget af grundighed og en meningsfuld vekslen i aktiviteter. Brug af IT og
undervisnings-platforme anvendes som det primære undervisningsmiddel, men også andre undervisningsmidler er
i brug som for eksempel lærebøger og lærerens egne producerede undervisningsmidler. Det er min vurdering, at
undervisningsmaterialet er tidssvarende og af god pædagogisk kvalitet.
Arbejdsformerne lægger op til, at eleven lærer at tage ansvar for sig selv såvel som for gruppen.
Der er en selvfølgelig arbejdsro – og undervisningen kommer hurtig i gang.
Den enkelte undervisningslektion er præget af den enkelte lærers personlighed. Der er alligevel en fælles holdning
og ensartethed i forventningerne til børnene. Lærerne er dygtige til at vise positive forventninger til barnet, så det
får lyst til at gøre sig umage. Børnene har både dygtige og engagerede lærere, som løfter børnene både fagligt,
socialt og menneskeligt. Skolens faglige standpunkt er flot. Børnene er meget dygtige, selvhjulpne og fagligt
engagerede og fuldt bevidste om, at de bærer et stort medansvar for at have et godt undervisningsmiljø.
Overalt på skolen hersker der en stemning af, at man som barn kan blive hørt og set. Og det er jo en ganske
væsentlig del af den demokratiske dannelse – det handler om måden hvorpå vi sammen. Dette foregår i en tone af
anerkendelse, som er en væsentlig forudsætning for dannelsen af de værdier, der giver sammenhængskraft og
tillid i et demokratisk samfund. Børnene bliver hørt, inddraget og oplever, at de har indflydelse. En indflydelse,
som forfines mere og mere som skoleårene går.
Børnene erfarer og lærer fra begyndelsen af deres skoleliv, at de har ansvar for hinanden og skolen, at de kan
udtrykke sig og påvirke beslutninger, og at lærerne gradvist guider dem i den proces at have og tage ansvar i
frihed. Her er voksne, som år for år udvider og guider børnene i den demokratisk dannelse.

Vedtægter

Vil du vide mere om skolens formål, bestyrelsesopgaver og udarbejdelsen af årsrapporter?
Så finder du masser af information i skolens vedtægter.

Skolens vedtægter er godkendt på ekstraordinær generalforsamling d. 15/6-2026
Vedtægterne er offentliggjort på hjemmesiden d. 26/6-2026

Vedtægter Forberedelsesskolen 2026 – underskrevet

VEDTÆGT FOR FORBEREDELSESSKOLEN

Skolens navn, adresse m.v.

§1. Skolens navn er Forberedelsesskolen.

Stk. 2. Skolen er beliggende Hobrovej 26a, 8900 Randers C

Stk. 3. Skolens cvr-nr. er 25001117.

Stk. 4. Skolen er oprettet i 1905 og overgået til selvejende institution ved en stiftende generalforsamling den 22. maj 1969.

Stk. 5. Skolen påbegyndte sin undervisningsaktivitet i 1905.

Skolens formål

§2.

Skolens formål er skoledrift i henhold til lov om friskoler og private grundskoler m.v. Skolen skal efter sit formål og i hele sit virke forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.

Stk. 2. Skolen kan endvidere drive en skolefritidsordning og en 10. klasse efter de til enhver tid herom gældende regler.


Stk. 3. Med udgangspunkt i et klart bogligt sigte med musiske islæt skal skolen give sine elever en alsidig undervisning, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.


Stk. 4. Det er endvidere skolens formål at sikre tryghed for alle, og at opretholde tæt kontakt mellem børn, lærere og forældrekreds.


Stk. 5. Skoleforløbet afsluttes med folkeskolens afgangseksamen.


Stk. 6. Det er endvidere skolens opgave:

  • at bibringe eleverne grundlæggende færdigheder, kundskaber og arbejdsmetoder, som medvirker til den enkelte elevs alsidige udvikling, samt at give eleverne en indsigt, der kan øge forståelse af fundamentale sammenhænge og lovmæssigheder, samt
  • tilbyde bedst mulige vilkår for personlig vækst og modning, udvikling af forståelse for samarbejde, styrkelse af ansvarsbevidstheden, stimulering af aktivitet, samt udvikling af skabende evner og evnen til at ræsonnere, vurdere og prioritere.

Skolens organisering og drift

 §3.

Skolen er en uafhængig og selvejende undervisningsinstitution.

Stk. 2. Skolens drift gennemføres ved offentlige tilskud og ved egendækning, herunder skolepenge for eleverne, forældrebetaling for skolefritidsordning og eventuelt ved bidrag fra andre, efter lov om friskoler og private grundskoler m.v.
Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode, og et eventuelt overskud ved skolens drift tilfalder skolen.

Stk. 3. Bidrag til skolen giver ikke bidragyderen ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af nogen art.

Stk. 4. Skolens likvide midler skal anbringes i overensstemmelse med bestemmelserne herom i lov om friskoler og private grundskoler m.v. og må ikke anbringes på konti m.v., som andre end skolen har rådighed over.

Bestyrelsens opgaver m.v.

§4.

Bestyrelsen

  1. varetager den overordnede ledelse af skolen,
  2. har ansvaret for skolens økonomi og drift, herunder for, at der hvert år i overensstemmelse med gældende regler udarbejdes en retvisende årsrapport, som underkastes betryggende revision efter de gældende regler af en godkendt revisor valgt af bestyrelsen,
  3. har ansvaret for, at skolens vedtægt til enhver tid er i overensstemmelse med lovgivningen, og skal i tilfælde af uoverensstemmelse mellem lovgivningen og vedtægtens ordlyd følge lovgivningen og uden ugrundet ophold bringe vedtægten i overensstemmelse hermed,
  4. ansætter og afskediger skolens leder og ansætter og afskediger skolens øvrige personale, idet bestyrelsen dog kan overdrage skolens leder sin ret til at ansætte og afskedige skolens øvrige personale.
  5. træffer beslutning om skolepengenes størrelse og træffer beslutning om størrelsen af forældrebetalingen for skolefritidsordningen,
  6. træffer beslutning om køb og salg af fast ejendom og træffer beslutning om pantsætning af fast ejendom,
  7. træffer med generalforsamlingens godkendelse beslutning om ændring af skolens vedtægt.
  8. træffer med generalforsamlingens godkendelse beslutning om skolens nedlæggelse i de tilfælde, hvor det efter loven påhviler bestyrelsen at drage omsorg for skolens likvidation.
  9. træffer beslutning om ethvert spørgsmål i øvrigt om skolen, som bestyrelsen selv ønsker at træffe beslutning om, og
  10. fører protokol over sine beslutninger og indfører konstateret inhabilitet, jf. § 5, i protokollen.

§ 5.

Bestyrelsens medlemmer er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 og 8 om inhabilitet og tavshedspligt m.v.


Stk. 2.
 Et bestyrelsesmedlem er inhabilt i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk eller særlig personlig interesse. I tilfælde af konstateret inhabilitet skal det fremgå af protokollen, at vedkommende har trukket sig fra forhandlinger og afstemninger.

Stk. 3. En mødedeltager har tavshedspligt i sager, hvori væsentlige hensyn til personers eller skolens interesser gør det nødvendigt at hemmeligholde oplysninger om personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold.

§ 6.

Ved udøvelsen af deres hverv er bestyrelsens medlemmer ikke undergivet beslutninger truffet af den organisation, institution eller lignende, som har valgt eller udpeget dem.

§ 7.

Bestyrelsens medlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld.

§ 8.

Bestyrelsens medlemmer kan ikke modtage honorar eller lignende betaling af skolens midler for varetagelsen af hvervet som bestyrelsesmedlem.

Stk. 2.  Skolen kan udbetale kørselsgodtgørelse til bestyrelsesmedlemmer efter reglerne i tjenesterejseaftalen, jf. Finansministeriets cirkulære nr. 9002 af 3. januar 2023.

§ 9.

Bestyrelsens sammensætning, funktionsmåde, funktionsperiode m.v.

 Bestyrelsen består af 5 medlemmer og bør så vidt muligt have en afbalanceret sammensætning af kvinder og mænd.

4 medlemmer vælges af og blandt forældrekredsen.

Der vælges hvert år 2 medlemmer af og blandt forældrekredsen for en 2-årig periode.

1 medlem udpeges af bestyrelsen. Det af bestyrelsen udpegede medlem behøves ikke have forudgående tilknytning til skolen. Udpegning af medlemmet foretages og offentliggøres umiddelbart forud for skolens generalforsamling hvert 2. år.
Det af bestyrelsen udpegede bestyrelsesmedlem, kan ekskluderes af et flertal i bestyrelsen

Stk. 2.
4 af bestyrelsens medlemmer vælges af og blandt forældrene til elever på skolen. Medlemmerne vælges for en periode på 2 år ad gangen.

Stk. 3.
2 suppleanter til de i stk. 2 nævnte bestyrelsesmedlemmer vælges af og blandt forældrene til elever på skolen (forældrekredsen).

§ 10.

En medarbejder på skolen kan ikke være medlem af bestyrelsen.

Stk. 2. Medarbejdere på skolen kan kun deltage i valg af bestyrelsen, hvis de samtidig er forældre til elever på skolen.

Stk. 3. Repræsentanter for medarbejderne kan deltage i bestyrelsesmøder uden stemmeret, og bestyrelsen kan beslutte, at den eller de pågældende ikke kan deltage ved behandling af konkrete sager vedrørende medarbejderne.

§ 11.

Bestyrelsen konstituerer sig selv, og formanden og næstformanden vælges af og blandt bestyrelsens medlemmer.

Stk. 2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede.

Stk. 3. Bestyrelsesmedlemmerne træffer beslutning ved almindelig stemmeflerhed blandt de tilstedeværende, idet formandens eller i dennes fravær næstformandens stemme er udslagsgivende i tilfælde af stemmelighed.

§ 12.

Bestyrelsens medlemmer skal være myndige.

Stk. 2. Et flertal af bestyrelsens medlemmer, herunder formanden, skal være registreret i CPR med bopæl i Danmark eller tilhøre det danske mindretal i Sydslesvig.

Stk. 3. Et medlem af bestyrelsen ved en anden fri grundskole kan ikke være medlem af bestyrelsen.

Stk. 4. Lejer skolen ejendomme m.m. af andre, kan følgende personer ikke være medlem af bestyrelsen, medmindre lejeforholdet er af uvæsentligt omfang:

  1. Personer, der udlejer ejendomme m.m. til skolen.
  2. Medlemmer af bestyrelsen i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der udlejer ejendomme m.m. til skolen, eller som kontrollerer udlejer af ejendomme m.m. til skolen.
  3. Advokater, revisorer eller lignende rådgivere for de i nr. 1 angivne personer.
  4. Advokater, revisorer eller lignende rådgivere for de i nr. 2 angivne fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder.
  5. Ansatte i ledende stillinger hos de i nr. 1 angivne personer.
  6. Ansatte i ledende stillinger i de i nr. 2 angivne fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder.

§ 13.

Et bestyrelsesmedlem skal øjeblikkelig udtræde af bestyrelsen, hvis vedkommende ikke opfylder de betingelser for medlemskab af bestyrelsen, som følger af lov om friskoler og private grundskoler m.v. eller vedtægten, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 skal bestyrelsesmedlemmer valgt af og blandt forældrene, jf. § 9, stk. 2 og 3, ikke udtræde af bestyrelsen, hvis deres børn udskrives i funktionsperioden mod forældrenes ønske.

§ 14.

Et bestyrelsesmedlem kan ikke afsættes i funktionsperioden. Et bestyrelsesmedlem valgt af forældrekredsen eller generalforsamlingen kan dog afsættes, hvis dette med almindelig stemmeflerhed besluttes på et møde i det vælgende organ, hvis dagsorden indeholder et punkt om afstemning om afsættelse af det pågældende bestyrelsesmedlem.

§ 15.

Hvis et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen i funktionsperioden, indtræder suppleanten for resten af funktionsperioden. Kan en suppleant ikke indtræde, skal der hurtigst muligt udpeges eller vælges et nyt medlem for resten af perioden.

Skolens leder og øvrige personale

§ 16.

Skolens leder varetager den daglige pædagogiske ledelse af skolen.

Stk. 2. Skolens leder har kompetencen til at ansætte og afskedige skolens øvrige personale.

Stk. 3. Skolens leder og øvrige personale er omfattet af bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 og 8 om inhabilitet og tavshedspligt m.v.

Skolens forældrekreds og forældrenes rettigheder

§ 17.

Forældrekredsen består af de personer, som har forældremyndigheden over elever på skolen.

Stk. 2. Forældrenes rettigheder efter vedtægten tilkommer den eller de personer, som har forældremyndigheden over eleven.

Stk. 3. Skolen kan anse den, der har eleven i pleje, for bemyndiget til at handle på forældremyndighedens indehavers vegne, dog ikke for så vidt angår spørgsmålet om skolegangens begyndelse og varighed.

Generalforsamling

§ 18.

Stk. 1. Generalforsamlingen er beføjet til at træffe beslutning om valg af bestyrelsesmedlemmer, og nedlæggelse af skolen uden for de tilfælde, hvor bestyrelsen efter loven skal drage omsorg for likvidation af skolen.

Stk. 2. Generalforsamlingen er beføjet til i fællesskab med bestyrelsen at træffe beslutning om vedtægtsændringer og skolens nedlæggelse.

§ 19.

Generalforsamlingen afholdes hvert år på skolen eller et andet sted i hjemstedskommunen inden udgangen af maj måned og indkaldes med mindst 3 ugers varsel.

Stk. 2. Indkaldelse til generalforsamling skal indeholde en dagsorden.

Indkaldelsen til ordinært forældrekredsmøde skal mindst indeholde følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent.
  2. Bestyrelsen aflægger beretning.
  3. Bestyrelsen forelægger det reviderede og godkendte årsrapport til orientering.
  4. Bestyrelsen forelægger det vedtagne budget til orientering.
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  6. Valg af suppleanter.
  7. Behandling af indkomne forslag.
  8. Eventuelt

Stk. 3. Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Forslag bekendtgøres for medlemmerne senest 7 dage før.

Stk. 4. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når 2 af bestyrelsens medlemmer eller mindst 1/3 af generalforsamlingens medlemmer ønsker det. Den indkaldes som ordinær generalforsamling sammen med dagsorden.

Stk. 5. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antal mødte medlemmer. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, idet beslutning om vedtægtsændringer kræver et kvalificeret flertal på 2/3 af de fremmødte stemmer og mindst halvdelen af de stemmeberettigede til stede.

Stk. 6
. I fald der ikke er det tilstrækkelige fremmøde jf. stk. 5, kan vedtægtsændring besluttes ved en yderligere generalforsamling, der afholdes senest 6 uger efter, med almindeligt flertal og uanset antal stemmeberettigede til stede.

Stk. 7. Hvert medlem har én stemme

Stk. 8. Der kan kun gives skriftlig fuldmagt til en person, med hvem man har fælles forældremyndighed over et barn på skolen.

Stk. 9. 1 medlem kan kræve skriftlig afstemning.

Stk. 10. Der føres protokol over det, der foretages og vedtages på generalforsamlingen. Protokollen underskrives af dirigenten og opbevares på skolen.

Forældrekredsens og medarbejdernes indsigt i budgetter, regnskaber og revisionsprotokoller

§ 20.

Medlemmer af forældrekredsen og skolens medarbejdere har efter anmodning ret til at få indsigt i revisionsprotokollerne og i de budgetter og regnskaber, som bestyrelsen har godkendt, dog ikke heri indeholdte oplysninger, som er omfattet af forvaltningslovens regler om tavshedspligt, jf. § 5.


Stk. 2.
Bestyrelsen kan udstrække retten efter stk. 1 til også at omfatte andre personer.

Tegningsret

§ 21.

Skolen tegnes af bestyrelsens formand og skolens leder i forening, bestyrelsens formand og bestyrelsens næstformand i forening eller bestyrelsens næstformand og skolens leder i forening.


Stk. 2.
Tegningsretten efter stk. 1 kan ikke delegeres.

Ændring af skolens vedtægt

§ 22.

Bestyrelsen og forældrekredsen træffer i fællesskab beslutning om vedtægtsændringer  efter § 4 og § 18 samt §19

Stk. 1. Forældrekredsen træffer beslutning om vedtægtsændring på en generalforsamling med et kvalificeret flertal på 2/3 af de fremmødte stemmer og mindst halvdelen af de stemmeberettigede til stede.

Stk. 2. I fald der ikke er det tilstrækkelige fremmøde jf. stk. 1, kan vedtægtsændring besluttes ved en yderligere generalforsamling, der afholdes senest 6 uger efter, med almindeligt flertal og uanset antal stemmeberettigede til stede.

Stk. 3. Vedtægtsændringer gælder kun, hvis de

  • angiver bestyrelsesmedlemmernes navn og adresse med let læselig skrift,
  • er underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer,
  • indeholder oplysning om, hvem der er formand og næstformand for bestyrelsen, og
  • er offentliggjort på skolens hjemmeside med angivelse af, hvornår offentliggørelsen har fundet sted, og hvornår vedtægtsændringerne er vedtaget af bestyrelsen og generalforsamlingen.

Stk. 4. Selvom generalforsamlingen kan være med til at træffe beslutning om vedtægtsændringer, kan bestyrelsen uden generalforsamlingens inddragelse bringe skolens vedtægt i overensstemmelse med lovgivningens krav, herunder efterkomme Børne- og Undervisningsministeriets pålæg herom. Generalforsamlingen skal orienteres om sådanne vedtægtsændringer hurtigst muligt.

Nedlæggelse af skolen

§ 23.

Skolen skal nedlægges, hvis den ophører med at drive skole i henhold til lov om friskoler og private grundskoler m.v.

Stk. 2. Udenfor de tilfælde, hvor bestyrelsen efter loven skal drage omsorg for likvidation af skolen, træffer bestyrelsen i fællesskab med forældrekredsen beslutning om nedlæggelse af skolen, jf. § 4 og § 18. Generalforsamlingens beslutning skal træffes på to på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum.

Stk. 3. Bestyrelsen skal, når der er truffet beslutning om skolens nedlæggelse,

  • orientere forældrekredsen herom umiddelbart efter, at beslutningen er truffet,
  • orientere de kommuner, hvor eleverne er hjemmehørende, herom, og
  • orientere Styrelsen for Undervisning og Kvalitet under Børne- og Undervisningsministeriet herom, hvilket skal ske omgående, hvis skolen tages under rekonstruktionsbehandling, begæres konkurs eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles.

Stk. 4. Bestyrelsen har i forbindelse med skolens nedlæggelse ansvaret for,

  • at skolens aktiver bevares,
  • at den økonomiske opgørelse i anledning af nedlæggelsen foretages efter gældende regler, og
  • at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægten, jf. stk. 5.

Stk. 5. Eventuelle overskydende midler ved skolens nedlæggelse skal med børne- og undervisningsministerens godkendelse anvendes til skolevirksomhed, der støttes i henhold til loven.

GODKENDELSE

Således vedtaget på bestyrelsesmøde den 28. april 2026 og vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 15/6 2026.

Randers, den 15/6 2026

Bestyrelsen for Forberedelsesskolen

________________________________________________                 ________________________

Formand Dan Løvkvist                                                                                              dato

Nyvangsvej 14B, 8900 Randers C

________________________________________________                 _________________________

Næstformand Thomas Lynge Houmann                                                            dato

Schousgade 22, 8900 Randers C

________________________________________________                 _________________________

Susanne Harkjær Møller                                                                                          dato

Violvej 8, 8930 Randers NØ

________________________________________________                 _________________________

Funda Özbek                                                                                                                dato

Overvænget 40, 8920 Randers NV

________________________________________________                 _________________________

Christian Kjær Ipsen                                                                                                  dato

Kong Roars Vej 4, 8920 Randers NV

Beretninger

Her kan du læse referater fra generalforsamlinger samt de seneste beretninger fra både formanden og skolelederen.