Hverdagen
Engagement og enhed
Alle præstationer begynder med hverdagen. Om det er at vinde et klubmesterskab, at lære at spille et instrument, være en god kammerat eller få en god karakter til eksamen, så handler det om et stærkt engagement i hverdagens træning og opgaver. Og på Forberedelsesskolen oplever vi igen og igen, hvordan en dedikeret daglig indsats forvandles til unikke resultater og muligheder – langt ud i fremtiden.
Her hos os har vi et engageret og superdygtigt lærerteam, som gør alt for også at engagere dig og dine kammerater i hverdagen. En hverdag, hvor det faglige fokus kombineres med vægt på den enkeltes trivsel og nærhed i fællesskabet.
Vores store – og over 100 år gamle – lindetræ i skolegården er blevet et symbol på, at vi ønsker at få ting til at spire og gro; dig som elev og menneske, din udvikling og det rummelige og varme fællesskab, som udgør rammen om vores hverdag.



Daglige vitaminer at tygge på
Gode bøger er vitaminer for hjernen og giver den noget at tygge på. Læsning styrker med andre ord vores dannelse, fantasi, empati, ordforråd og opfattelsesevne – og er i stort set alle skolens fag en vigtig kompetence for at kunne tilegne sig ny viden. Derfor har vi et dagligt læsebånd, som styrker din læselyst, læsesikkerhed og læsehastighed ved at sætte en ramme med tid til ro og fordybelse. Her er plads til både lystlæsning og arbejdet med faglig læsning i forskellige fag.
Daglige vitaminer
Daglige vitaminer får du her på skolen også i form af lækre frugter. Som en del af vores sundhedspolitik har vi nemlig en økologisk frugtordning, hvor hver klasse deler en frugtkurv i forbindelse med første time eller frikvarteret efter. Det er med til at underbygge fællesskabet og klassekulturen – som igen er med til at mindske kræsenheden og i stedet giver mange lyst til at smage nye frugter.
Frugtkurvene kommer fra Slotsgartneren og varierer fra dag til dag.
Velkommen til en hverdag fuld af faglighed, kreativitet og humor, fuld af vitaminer at tygge på – en hverdag med udvikling fra dag til dag.
Vi gør os umage
Dagligdagen på Forberedelsesskolen har fokus på trivsel, tryghed og ansvarlighed. På traditioner og fornyelse, på dannelse og fællesskab. Alt sammen med faglig og personlig udvikling som omdrejningspunkt. Derfor gør vi os umage i hverdagen. Hver dag.
Hos os handler det om at gøre sig umage. Ikke om at vinde eller om at være den bedste. Det handler om, at du gør dit bedste ud fra dine egne forudsætninger – og dermed bliver den bedste udgave af dig selv.