0. klasse

En stærk begyndelse

En god start på livet som skoleelev handler om at finde glæden ved læring. Det kan man kun, hvis man trives og er tryg – og samtidig får stimuleret sin nysgerrighed, sine sanser og sine kognitive evner.

Er du elev i 0. klasse på Forberedelsesskolen, har du 25 lektioner om ugen, og foruden en børnehaveklasselærer er en assistent, en musiklærer og en af skolens læsevejledere tilknyttet klassen.

Fagligt udgangspunkt

Fagligt tager vi udgangspunkt i de nationale Fælles Mål, hvor vi særligt arbejder med sproglig opmærksomhed og talforståelse. Det foregår ofte på nyskabende og legende måder.

Med udgangspunkt i skolens eget Lindetræ kan vi eksempelvis tale om, hvordan man bør behandle naturen, og vi har også været ude at samle affald på Store Affaldsdag. At børnene får sig bevæget, er faktisk afgørende for indlæringsevnen. Derfor har vi to timers idræt om ugen og to timers BOOST, hvor vi bevæger os i gymnastiksalen eller ude i vores skønne nabo, Gethers Parken.

For at kunne sikre en tidlig indsats, hvis en elev oplever udfordringer, screener vi eleverne i 0. klasse. Det betyder, at vi desuden kan stimulere både kreativt og bogligt dygtige elever lidt ekstra og dermed sørge for, at alle bliver fagligt udfordret.

Socialt og musisk fundament

Trivsel er også et vigtigt fundament for indlæringsevnen. Vi har naturligvis stort fokus på de sociale relationer internt i klassen, men allerede inden skolestart bliver 0. klasse desuden tilknyttet eleverne i 5. klasse. Det giver et fællesskab på tværs, som blandt andet udvikles under tilblivelsen af den årlige skolekomedie, som de to klasser skaber sammen.

Det brede fællesskab giver også tryghed. Og det giver mod. Som en skole med tradition for musik stimulerer vi yderligere det mod ved at lade eleverne optræde til vores julematiné, Lindedag og skolens fantastiske skolefest. Det er skolens musiklærere, der to timer om ugen underviser eleverne, så de er klar til at træde op foran et publikum – og at turde dét giver selvtillid og selvværd.

Forældresamarbejde

Allerede når jeres barn bliver skrevet op til Forberedelsesskolen, indleder vi det forældresamarbejde, som er så vigtigt for et godt og givende skoleliv. I august måned inviterer vi nemlig til et Åbent Hus-arrangement, hvor vi fortæller om, hvad det vil sige at gå på Forberedelsesskolen. I vil på mødet blive klogere på skolens værdier, og hvordan det er at gå i 0. klasse her hos os, ligesom vi også fortæller om vores tilbud om intro-dage.

I løbet af 0. klasse tilbyder vi udover forældremøder to forældresamtaler, hvor vi taler specifikt om jeres barns trivsel og faglige standpunkt. Derudover er I naturligvis velkomne til at henvende jer til os, hvis behovet opstår, ligesom vi tager fat i jer, hvis vi er bekymrede for jeres barns trivsel.

Optagelse på Forberedelsesskolen

Foruden vores Åbent Hus-arrangement bliver forældre, der har deres barn skrevet op til en plads på Forberedelsesskolen, også inviteret til en samtale, hvor barnet er med. Vi taler både med jer og jeres barn for at lære jer alle bedre at kende. Her kan det være en god ide, hvis I på forhånd har talt med børnehaven om barnets skoleparathed, for det kan give ekstra viden og kvalificeret input til samtalen.

Samtidig får I mulighed for at blive klogere på, hvem vi er, og hvordan vi arbejder på Forberedelsesskolen – så vi alt i alt kan få afstemt vores forventninger til hinanden.

Vi afsætter 15 minutter til samtalen.

Indmeldelse og venteliste

Du kan blive skrevet på vores venteliste til 0. klasse ved at udfylde en elektronisk tilmeldingsblanket.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at ringe til skolens kontor på telefon
8642 0740 eller via mail på info@forb.dk

Vær opmærksom på, at der for opskrivning indbetales et administrationsgebyr på kr. 500,00. Du modtager en mail med betalingsoplysninger.

Ved tilbud om plads til skolestart skal der betales to måneders skolepenge forud. Begynder man i løbet af skoleåret, betaler man bare derfra.

Når indbetalingen  af de forudbetalte skolepenge er registreret hos os, vil pladsen være sikret. Vær opmærksom på, at skolepengene ikke refunderes ved frafald.