TRADITIONER

Første skoledag

Hele skolen mødes kl. 9.00 i skolegården og går derefter klassevis op i klasselokalet. Forældre til børn i 0.-3. klasse er velkomne til at gå med deres børn op og se det nye klasselokale. Imens eleverne er i skole, er der kaffe og te til forældrene i ”Hyggeren.” Efter to timer er skoledagen ovre, og der afsluttes med skoleårets første morgensang i gymnastiksalen.

Lejrskole

I starten af september tager hele skolen på lejr nær Hadsund. Det naturskønne område ”Himmerlandsgården” danner rammen om en bred vifte af sjove aktiviteter, som eleverne kan lave. Der bliver taget godt hånd om alle og de nye elever i 0. klasse får hver deres ven i 5. klasse, som tager sig særligt af dem. Betalingen sker via. skolepengene. 10. klasse er på studietur denne uge.

Temauge

I uge 41 - ugen før efterårsferien har vi temauge. Hvert år bruger vi en uge på at arbejde med et tema. Her vender vi det normale skoleskema ryggen og laver i stedet et temaskema. Fredag i uge 41 er vi med i skolernes motionsløb. SFO fungerer normalt i hele temaugen.

Julematiné

Dagen før 2. søndag i advent afholder vi julematiné, hvor skolens sammenspilshold og alle de frivillige musikelever får lov at vise, hvad de har arbejdet på i løbet af året. Det er altid en rigtig hyggelig dag og den giver eleverne mulighed for at høre og anerkende hinanden. De yngste elever kan se op til de ældre elever, og de ældre elever kan huske tilbage på dengang de selv var små. Det er derfor mindst lige så vigtigt at klappe af de andre, som det er at spille rigtigt. Efter eleverne har spillet, får forældrene også muligheden for at vise, hvad de kan, når skolens forældrekor giver et par numre. I løbet at dagen kan der købes lidt at spise og drikke, og dagen slutter af med et stort lotteri mad masser af sponserede gaver indsamlet af forældrekredsen. Vi modtager derfor gerne sponsorgaver til vores lotteri. Sponsorgaver kan f.eks. samles ind ved at du spørger i butikker og firmaer. Det kan også være at din egen arbejdsplads vil give sponsorgaver.

Juleafslutning

Sidst i december har vi vores juleafslutning. Eleverne starter med at hygge i klasserne inden vi alle går i samlet trop til Sct. Clemens kirke. Hvis der er nogle forældre eller bedsteforældre, der ikke kan holde sig væk, er de naturligvis velkomne.

Skolefest

Hen på foråret afholdes skolens største og mest ventede arrangement: den årlige skolefest på VUC i Randers. Datoen for skolefesten kan vi først få når VUC er færdige med deres årsplanlægning. Aftenen starter ud med opførslen af årets skolekomedie, der er et resultat af månedsvis af forberedelse og samarbejde mellem 0. og 5. klasse. Kulisserne laves af elevernes forældre og musikken leveres af skolens ældre elever. Når vi er færdige med at klappe af de dygtige skuespillere, bliver der serveret lækker mad i VUCs store kantine. Her har man mulighed for at få snakket med de andre forældre, mens børnene hygger sig med hinanden. Når alle er mætte og tilfredse, er der indmarch med alle skolens elever. Bagefter er der folkedans og diskotek for eleverne. Der kan købes øl, vand og slik på stedet.

Forårsmatiné

Senere på foråret i maj måned afholder skolen en forårsmatiné, hvor de elever, der får undervisning i vores musikskoleafdeling, har mulighed for at vise, hvor dygtige de er blevet i løbet af året. Desuden giver forældrekoret et par numre. Forældreforeningen ”Under Lindetræet” står for servering af lidt mad og drikke.

Lindedag

Sidst i maj er der sidste skoledag for 9. og 10. klasse. De klæder sig ud og deler gavmildt ud af karameller til de andre elever i skolegården. Det er altid en rigtig hyggelig dag med god stemning på hele skolen. For de elever, der gerne vil have ekstra mange karameller, anbefaler vi at medbringe regntøj og evt. skiftetøj. Der, hvor der er mange karameller er nemlig også der, hvor man bliver våd. Fredagen slutter med en koncert, hvor alle klasser og sammenspilsholdene i overbygningen spiller et nummer fra årets repertoire. Forældre er velkomne til koncerten, som starter om formiddagen.

Afslutning

Når skoleåret er ovre og sommerferien står for døren, afholder skolen afslutning. For elever i 0. til 8. klasse foregår afslutningen på skolen, hvor vi hygger i klasserne og holder årets sidste morgensang. Bagefter holder vi translokation for afgangseleverne på Skovbakken i Randers. Her deltager eleverne fra 6.-10.kl. sammen med de forældre, der kan deltage.